At straffe og ignorere socialt udsatte gør kun ondt værre

Korshærsleder i Aalborg - Brønderslev Jonas Jakobsen

Kommunale sagsbehandlere kan med lidt fleksibilitet gøre enorm forskel for samfundets mest udsatte, skriver Jonas Jakobsen, leder hos Kirkens Korshær i Aalborg og Brønderslev.

 

Konsekvenserne for krop og sjæl er voldsomme, når størstedelen af livet leves på gaden.

Den smerte der er forbundet med altid at være på vagt og aldrig at kunne lukke sin dør er nedslidende.

Hjemløse dør langt tidligere end gennemsnitsbefolkningen og har langt flere fysiske og psykiske sygdomme, som enten allerede var til stede eller som er opstået af et liv med alkohol og stofmisbrug. På gaden findes sjældent ro, og trygheden er ofte forbundet med dét, der dulmer smerten for en stund.

Siden 2009 er antallet af hjemløse steget i Danmark med 33 procent. Det er en mærkbar vækst, som tydeligt kommer til syne på gaderne i de større byer og hos de frivillige hjælpeorganisationers væresteder for udsatte borgere.

 

Armodet, ingen vil se

Kontrasten i det travle, pulserende byliv er med fattigdommens tydeligere armod blevet skarpere de seneste år. Rekreative parker og grønne områder skyder op i byerne for at give frirum til børnefamilier, turister og til de mange borgere, der bor, handler og benytter byens muligheder på forskellig vis.

På samme tid er fattigdommen og antallet af udsatte borgere i massiv vækst og flere steder samler hjemløse sig på byens pladser for at finde et fællesskab. Kontrasten skærpes på en nærmest grotesk facon, når den kommer til syne i gågaden eller i byens grønne områder. Det skæve og dét der er anderledes, er blevet en trussel og behandles som sådan. Tiggeri straffes med fængsel og det er nu helt legalt at indføre zoneforbud for bestemte grupper, så de ikke skaber utryghed – ude af øje ude af sind.

 

Den forkerte medicin

Når tiggeri straffes med ubetinget fængsel, så er det det samme som at sige: ’Du er ikke god nok, du er ikke lige som os og nu skal du lære at blive det’.

Straf som reguleringsmiddel bruges også, når en borger udebliver fra samtalen med den kommunale sagsbehandler. Udeblivelse kan medføre en sanktion i form af træk i kontanthjælpen, eller måske endda at hjælpen stoppes helt, og forsørgelsesgrundlaget forsvinder.

Problemet med straf og sanktioner er bare, at det ikke gør den hjemløse mindre hjemløs eller fattigdommen mindre. Det gavner ikke sammenhængskraften i vores samfund at påføre negative prædikater på socialt udsatte grupper og derved retfærdiggøre straffens vidtgående konsekvenser for det enkelte menneske.

Fattigdommen er blevet mere synlig og mere indtrængende i vores hverdag, men det retfærdiggør ikke straf og nedværdigelse af mennesker i nød som løsning.

Sociale problemer skal løses ved en socialfaglig indsats.

 

Plads til at fejle

Traditionelt har de frivillige organisationer tilbudt væresteder som behandlingsfrie zoner med plads til netop blot at være. Frirummet fra det kaotiske liv på gaden, muligheden for at få dækket basale behov som mad og hvile samt ikke mindst at blive set og hørt. Næstekærligheden er ikke en gennemtænkt evidensbaseret metode, men en på forhånd given naturlighed i flere hjælpeorganisationers møde med udsatte mennesker. Den omfavner, rummer og accepterer. Det sker sjældent fejlfrit, men med alle de fejl og misforståelser der unægteligt følger med, når mennesker med forskellige virkeligheder forenes i et fælles rum. Det er, når vi er sammen med det nødstedte menneske, ser og lytter, forstår og accepterer, at vi skaber muligheden for at etablere den tillidsfulde relation, der samtidig er den væsentligste forudsætning for, at vi kan medvirke til at skabe en forandring.

Selvom væresteder ofte er behandlingsfrie zoner, så sker der hele tiden forandringer for det menneske, der benytter værestedet til at opretholde livet og værdigheden.

På helt forunderlig vis og ganske paradoksalt kan værestedets behandlingsfri zone blive det mest afgørende for øget livskvalitet og forandring mod noget bedre.

 

Sagsbehandling bør bygge på tillid

I Aalborg er der en årelang tradition for, at kommune og frivillige organisationer har et konstruktivt samarbejde baseret på forståelse og respekt for forskelligheder i indsatsen blandt udsatte borgere.

De frivillige organisationer er i daglig kontakt med byens hjemløse, misbrugere og andre socialt udsatte mennesker, og vi har i mange år arbejdet med brobygning til de kommunale tilbud, i det øjeblik behovet og motivationen hos den enkelte borger opstår. Brobygning er vigtig og skal fortsat være det.

Samtidig kan vi som frivillig aktør gøre langt mere. De tillidsfulde relationer vi har til udsatte borgere, giver en unik mulighed for, at kunne give en mere håndholdt og kontinuerlig hjælp og støtte. Hvis vi kan gøre mere, så skal vi også gøre mere for, at mennesker, der lever en udsat tilværelse, får lettere ved at modtage den hjælp, de har brug for og krav på.

Når en hjemløs, misbruger eller sindslidende person udebliver fra et møde på den kommunale forvaltning, så er det ofte et udtryk for, at tilliden ikke er til stede, og at noget er gået galt i sagsbehandlerens opbyggelse af relationen til det menneske.

 

Tryghed fremmer indsatsen

Forventningen om, at hjemløse borgere skal kunne udvise motivation ved aktiv medvirken i den kommunale sagsbehandling og ved at møde frem til faste aftaler, er misforstået og gør mere skade end gavn. Ansvaret for at der etableres en tillidsfuld relation, påhviler først og fremmest den fagprofessionelle og derfor er det i bund og grund forkert, når sanktioner pålægges det udsatte menneske i de tilfælde, hvor relationen mislykkes.

Fremskudt sagsbehandling, hvor en hjemløs borger bliver givet mulighed for, at samtalen med den kommunale sagsbehandler kan foregå på det værested, han ofte benytter, medvirker til at mindske frygten for samtalens formål samt øge tilliden til, at der er hjælp og støtte at hente.

Frem for at kriminalisere og sanktionere de forskellige facetter ved hjemløshedens følgevirkninger, så ville det være billigere og væsentligt mere humant, at tilbyde den rette hjælp på rette sted og til rette tid.

I virkeligheden behøver det ikke være så komplekst, hvis vi bare tør tage chancen og flytte hjælpen ud til de mennesker, der har brug for den.

 

Plads til tro, håb og næstekærlighed

Den stigning vi har set de seneste år i antallet af hjemløse og udsatte borgere, lader ikke til aftage i hastighed eller omfang.

Fattigdommen er iblandt os, uanset om vi kan lide det eller ej, og så længe vi ikke ser den i øjnene, vil den fortsat komme til syne på måder, der skaber utryghed. Hvis vi vil gøre mere for at lindre og afhjælpe følgevirkningerne af livet på gaden, så er det mest nærliggende at skrue op for et mere handleorienteret og konstruktivt samarbejde mellem kommunale og frivillige aktører.

Giv plads til et fælles ønske om at skabe bedre vilkår for udsatte mennesker.

Giv plads til håb og tro på, at det gode liv findes for alle og at vejen dertil ikke motiveres af straf og sanktioner men af de relationer, der bygger på tillid og næstekærlighed.